top of page

Gaslighting - 6 tips til at blive immun



Hvis du vil undgå at blive gaslightet, så er det for det først og fremmest vigtigt, at du ved, hvordan gaslighting udspiller sig. Derfor vil jeg anbefale dig, at du læser mit indlæg om det, før du læser dette.


Grunden til at gaslighting virker er, at vi lægger alt for meget vægt på andre menneskers mening og alt for lidt vægt på vores egen.


Vi er så trænede i at sluge andres domme og projektioner, at vi glemmer at forholde os kritisk til det, andre mennesker siger om os.


Hold fast i din virkelighed

Måske er du blevet fortalt, at du er for følsom, at du altid overreagerer eller at man aldrig kan sige noget til dig, uden du bliver fornærmet, og et sted på vejen har du internaliseret udsagnene og har gjort dem til sandheden om dig.


Alle mennesker kan komme til at overreagere eller blive fornærmede, men er det virkelig sandt, at du altid overreagerer?


Er det sandt, at man aldrig kan sige noget til dig, uden du bliver fornærmet?


Er det sandt at du er for følsom? Hvem har i øvrigt patent på at vide, hvornår man er for følsom? Hvilke kvaliteter er der i at være et følsomt menneske?


Når du begynder at udfordre de overbevisninger, som andre har proppet ind i dig eller prøver at proppe ind i dig, vil du træne dig selv i at holde fast i din virkelighed og i at spytte det ud, som slet ikke er en del af dig, og derfor vil det også være meget sværere at gaslighte dig.



Vurder folk ud fra deres handlinger

Uanset om der står psykolog, CEO eller cykelsmed på CV’et, siger det intet om, hvorvidt man er et ordentligt menneske.


Giftige mennesker findes i alle brancher og i alle samfundslag.

Fælles for dem er, at de ofte vil fremstå ekstremt karismatiske og charmerende i starten.


I stedet for at se på deres titel, deres karisma og deres charme, så se på, hvordan de opfører sig.


Hvordan behandler de andre? Tager de ansvar, når de begår fejl? Skyder de altid skylden på andre, når ting ikke går som de vil? Opfører de sig venligt og betænksomt, når de er blandt andre, og skifter de fuldstændigt karakter, når du har dem på tomandshånd?


Vurderer folk ud fra deres handlinger, ikke deres ord, titler eller karisma.


Læg især mærke til, hvordan de opfører sig, når de bliver skuffede eller frustrerede, for det er her deres sædvanlige charmerende facade vil krakelere og transformere sig til ekstrem vrede, raseri, fordømmelse og foragt.


Observer som var du en flue på væggen, og stop så med at finde på undskyldninger for deres adfærd.


Bliv okay med at sætte grænser

Mange, der bliver tiltrukket af giftige mennesker, er pleasere, og hvis der er en ting, som pleasere har det svært med, så er det at sætte grænser.


Men hvis du vil gøre dig fri af giftige mennesker, er det helt essentielt, at du bliver okay med at sætte grænser og med at stå fast på dine grænser.


Du skal stoppe med at give folk chancer, selvom det kan være svært.


Vi vil så gerne fremstå som rummelige, overbærende, tilgivende og kompromissøgende, og derfor kommer vi til at give folk en chance.


Det behøver der heller ikke være noget galt med, men det bliver et problem, når en chance bliver til to chancer som bliver til 28, som bliver til 1000 og et helt liv med gaslighting og psykisk vold.


Vi giver dem magten, når vi giver dem chancer.


Når vi ikke sætter grænser eller undlader at stå fast på vores grænser, sender vi et signal om, at vi ikke er værd at respektere, og det bekræfter vores giftige relationer os gladeligt i.


Er det angstprovokerende at begynde at sætte grænser, hvis man ikke er vant til det? Yes.

Vil giftige mennesker blive sure? Det kan jeg garantere dig for.


Lær at udholde ubehaget, når du sætter grænser i stedet for at være den, der altid går på kompromis.


Lad være med at forklare og forsvare dine grænser. Du har ret til dine grænser, uanset hvad andre måtte mene om dem.


Har du svært ved overhovedet at mærke dine grænser eller aner du ikke, hvordan du skal sætte dem, så søg hjælp til at lære det.


Læs også: Grænsesætning - fra svage til stærke grænser


Vær opmærksom på medløbere

Vi kan have en tendens til at tro, at det kun er den, der gaslighter, der er problemet, men det er langt fra sandt. Medløberne er også en stor del af problemet.


Medløberne er dem, der lukker øjnene for – eller undskylder - giftig adfærd ved fx at sige:


”Han har også haft en hård barndom.”


”Han mente det nok ikke så slemt.”


”Der er altid to sider af en sag.”


”Han mente det ikke på den måde, du oplevede det.”


”Jeg har aldrig haft et problem med ham.”


”Han taler altid pænt om dig til mig, mon ikke du misforstår.”


”Så slemt er det heller ikke, der er folk, der har det værre.”

”Måske skulle du prøve at tænke lidt mere positivt. Det du sender ud, får du igen.”


Medløberne behøver overhovedet ikke at være giftige mennesker (men kan godt være det.) Med udtalelser som disse, er de medvirkende til, at gaslighteren igen og igen har held med at slippe afsted med giftig opførsel.


Nogle medløbere kender intet eller meget lidt til gaslighting, narcissisme og psykopati.


Andre er overoptimistiske mennesker, der insisterer på, at man altid skal se på det gode i alle mennesker.


Der er dem, der lukker øjnene, stikker fingrene i ørerne og råber lalalalalalala fordi de lever i en lyserød sky af fornægtelse og ikke kan udholde barske realiteter.


Og så er der dem, der insisterer på, at narcissisme, psykopati og gaslighting er en illusion, og at vi blot projicerer vores eget ego over på andre, hvis vi påpeger giftig adfærd.


Medløberne ser ikke – eller lukker øjnene for - at også de er brikker i et spil. For narcissister og psykopater har en uhyggelig evne til at manipulere alle omkring sig. Og nej, ingen er immune. Heller ikke dem, der siger de er det.


Det kan være, at den, der gaslighter dig i al fortrolighed kontakter en medløber og udtrykker bekymring for dig og din mentale tilstand på så overbevisende en måde, at når du så oprevet kommer og fortæller om den behandling, du er blevet udsat for, så vil medløberen tænke, at det er dig, den er gal med, fordi du opfører dig uligevægtigt – præcis som gaslighteren havde sagt.


På den måde har gaslighteren held med at få fremstillet sig selv som utrolig omsorgsfuld og empatisk og dig som skør og utilregnelig. Og som bonus får han på den måde også medløberen til at gaslighte dig, selvom det ikke er medløberens intention.


Gennemskuer du spillet, kan du godt prøve at forklare medløberne, hvordan det hænger sammen, men i langt de fleste tilfælde vil du ikke få noget som helst ud af det.


Tvært imod kan du risikere, at de blot vil blive endnu mere overbevist om, at gaslighteren har ret, fordi du nemt kommer til at fremstå febrilsk i dit forsøg på at blive mødt, mens gaslighteren har en vild evne til at fremstå rolig og fattet.


Det kan være som at kaste en boomerang, når man er den, der rækker hånden op og påpeger giftig adfærd.


For når du gør folk opmærksom på det og måske endda fremlægger beviser på det, så kan det sagtens være dig, de bliver sure og irriterede på, fordi de så er nødt til at forholde sig til det.


Og hvis de skal forholde sig til det, så er de også nødt til at erkende, at de selv er blevet snydt og dermed ændre deres narrativ, hvilket kan være utrolig svært for mange. For hvem kan lide at indrømme, at man har taget fejl og er blevet snydt.


Så er det lettere for medløberen at stemple budbringeren som dramaqueen eller feje det væk med, at der altid er to sider af en sag, for så kan status quo bevares og medløberens verdensbillede kan forblive intakt.


For at beskytte dig selv skal du derfor nøje overveje, hvad du deler med hvem og om medløberne overhovedet skal være en del af din omgangskreds.


Lær at være okay med at gå imod strømmen

Medløbere er en af grundene til, at folk forbliver i giftige relationer. For når ens partner gaslighter en til at tro, at man overreagerer, og når omgivelserne bakker det op, så skal der nærmest umenneskelig styrke til at stå fast på sin virkelighed, fordi konsekvensen ofte vil være, at medløberne tager afstand fra en, og dermed står man endnu mere alene.


Hvorfor tror du, at kulter og sekter udstøder medlemmer, der går mod strømmen? Det er fordi det er en ekstremt effektiv metode til at få folk til at rette ind og blive i folden.


For hvis der er noget, der er angstprovokerende, så er det at blive udstødt af flokken og efterladt isoleret og alene med en rygsæk af skyld og skam.


På samme måde kan det være meget ensomt at være den eneste, der ser en narcissist for den, de virkelig er, og derfor er det vigtigt at man omgiver sig med sunde mennesker, der tror på en.


Og det er lige så vigtigt at man lærer at blive okay med at stå alene og med at gå mod strømmen, hvis ikke man er det i forvejen.


Vend blikket indad

Jo mere du ved om gaslighting, jo sværere er det at gaslighte dig.

Jo mere bevidst du er om, hvem du er og hvad du står for, jo sværere er det at gaslighte dig.


Derfor er det også essentielt at vende blikket indad.

Hvad var det, der gjorde, at du faldt for en narcissist/psykopat/gaslighter?


Hvad har du brug for at få kigget på hos dig selv, så du undgår at ramle ind i endnu et giftigt menneske i ny forklædning?


Kontakt mig på mette@gaslight.dk hvis jeg skal hjælpe dig med at finde ud af det.










bottom of page