top of page

Coaches, influencere og pseudoterapeuter har fripas til at fuske med folks mentale helbred



Sådan lød overskriften på en kronik bragt i Information den 7. december 2022.


Her går klinisk psykolog Claus Heldal og ph.d.-studerende i onkologi Kristoffer Moos i flæsket på coaches, terapeuter og behandlere, der ikke kan fremvise en titel som cand. Psych.


Groft ridset op går kronikken på, at alle andre end folk med psykologbaggrund, der tilbyder terapi eller behandling, er kvaksalvere, der spiller hasard med andre menneskers sind, fordi de ikke har samme faglighed som en psykolog, der i sagens natur er universitetsuddannet.


I min optik fremstår kronikørerne som om de har en særdeles grandios selvforståelse, og en ekstremt nedladende attitude overfor alt andet end psykologstanden, og når forfatterne nu går så meget op i hvor lang psykologuddannelsen er, så undrer det mig, at de ikke evner at perspektivere mere, end de gør.


At de sammenligner hjertekomplikationer med psykiske problemer, virker bare dumt.


At de sætter uddannede psykoterapeuter, der er medlem af psykoterapeutforeningen i bås med influencere, der har taget et weekendkursus, synes jeg er decideret useriøst og arrogant.


Hvem er bedst?

At psykologer har et teoretisk grundlag, der all round er væsentligt mere omfattende end dem, de harcelerer mod, er der ingen tvivl om, men at en nyudklækket 25-årig psykolog skulle være bedre i stand til at hjælpe et menneske gennem en svær skilsmisse, end en 50-årig uddannet psykoterapeut med 10 års erfaring, der selv har været igennem en svær skilsmisse og desuden har mange timers egenterapi og supervision bag sig, tvivler jeg stærkt på.


Jeg kan naturligvis tage fejl, og i så fald skal jeg være den første til at trække i land, når jeg ser noget evidensbaseret dokumentation.


Omvendt anerkender jeg, at psykologer bør være de bedste til at hjælpe mennesker i krise, fordi deres beskyttede titel indikerer, at de er garant for høj teoretisk viden og faglighed.


Det er bare ikke min oplevelse, at det hænger sådan sammen.


Vigtig debat

Ikke desto mindre synes jeg, det er en vigtig debat, for jeg er enig i, at terapi og behandling er blevet et ekstremt broget marked, hvor det vrimler med selvbestaltede eksperter, og at mange gør mere skade end gavn.


Jeg er derfor også kæmpe fortaler for, at man får kvalitetssikret det her marked, så enhver ikke bare kan kalde sig psykoterapeut eller psykologisk ekspert for at lugte lidt af fugl. (I dag er det kun psykolog, der er en beskyttet titel.)


Det kan måske virke paradoksalt, at jeg går ind for det, når jeg nu selv tilhører gruppen af coaches, selvbestaltede eksperter og pseudoterapeuter.


Men det gør jeg, og jeg har haft mange og lange diskussioner med mig selv og andre, (også psykologer og psykoterapeuter) om hvorvidt det er fagligt, menneskeligt og etisk forsvarligt, at jeg har samtaler med folk, der har været udsat for gaslighting og som måske har været i kløerne på en psykopat eller narcissist.


Læs også: Hvad er gaslighting?


For kvalificerer en coachuddannelse mig til det? Klart nej!


Kvalificerer det mig, at jeg er uddannet journalist? Selvsagt ikke.


At jeg har læst adskillige fagbøger (ikke at forveksle med selvhjælpsbøger), taget kurser i narcissisme, psykopati, manipulation, gaslighting og andre grene af psykologi, kan heller ikke på nogen måde sidestilles med at være psykolog eller uddannet psykoterapeut.


At man har været igennem noget selv, gør heller ikke nødvendigvis en til ekspert på et område.


Så hvad berettiger mig til at slå mig ned som selvbestaltet, autodidakt ekspert i gaslighting?


Er det i grunden ikke narcissistisk af mig at tro, at jeg er klædt på til at arbejde med det her?


Er jeg ikke selv med til at bidrage til det brogede marked, når jeg hjælper en målgruppe, jeg ikke har formel uddannelse til at hjælpe, da jeg ikke er psykolog?


Det er spørgsmål, jeg har stillet mig selv, og som jeg har brugt lang tid på at fundere over.


Jeg vil gerne tage dig med gennem det ræsonnement, der gjorde at jeg i sidste ende sprang ud i det.


Jeg har mødt meget kompetente psykologer, meget kompetente psykoterapeuter og meget kompetente pseudoterapeuter/behandlere og coaches. Jeg har ved gud også mødt det modsatte over hele linjen.


Psykologerne

Jeg har mødt og hørt om psykologer, der har sagt:


”Gaslighting? Det udtryk kender jeg ikke?”


”Du er nødt til at give slip på fortiden nu.”


”Jeg synes, du skal prøve fjernhealing.”


”Der er altid to sider af en sag. Har du overvejet at spørge, om han vil med i parterapi, så I kan lære at kommunikere bedre?”


”Jeg ved ikke om narcissisme har noget med skam at gøre."


Det kan godt være, at psykologuddannelsen tager fem år, men man får ikke ligefrem indtryk af at traumer, narcissisme og dyssocial personlighedsstruktur er en del af pensum, når man som psykolog kan finde på at sige ovenstående til mennesker, der direkte eller indirekte beretter om at være i psykisk voldelige forhold.


Så sent som i går fik jeg en beretning fra en kvinde, der oplevede sig gaslightet af sin psykolog.


Kan man ud fra det konkludere noget som helst om den samlede psykologstand? Ikke andet end at man ikke nødvendigvis bliver en kompetent psykolog, alene fordi man kan skrive cand. Psych. på CV’et.


Psykoterapeuterne

Jeg gik for år tilbage i terapi hos en psykoterapeut, som jeg følte mig godt hjulpet af.

Det ansporede mig til selv at ville tage en psykoterapeutuddannelse.


Men der fik jeg ikke lavet mit undersøgende forarbejde grundigt nok, for jeg startede et sted, hvor vi skulle træffe valg efter ”hvilken krystal, der talte mest til os.” og hvor vi skulle sidde i plenum og fortælle, hvem vi mente, vi ville få sværest ved at arbejde sammen med.


De fleste pegede på en bestemt fyr, der stak ud, og derefter sagde underviserne tak for i dag.


Ikke noget med at samle op, ikke noget med at fortælle om formålet med ”øvelsen”. Bare ren og skær pegen fingre.


Og så kunne fyren, der et par timer tidligere havde berettet om selvmordstanker ellers tage hjem og vente halvanden måned på at næste modul skulle gå i gang.


For mig blev det både første og sidste modul på den uddannelse (som i øvrigt er godkendt af Psykoterapeutforeningen.)


Kan man ud fra det konkludere, at det er standarden hos alle psykoterapeuter og psykoterapeutuddannelser?


Selvfølgelig kan man ikke det.



Coaches, pseudoterapeuter, clairvoyante, healere, kropsterapeuter, astrologer, selvbestaltede altmulig-terapeuter, law of attraction-guruer, homøopater, hypnotisører, kinesiologer, sexologer, åndedrætsterapeuter, tantrabehandlere og fortsæt selv i det uendelige.


Jeg krummer tæer, når jeg hører folk i dette segment sige, at hvis du føler dig som terapeut eller behandler i hjertet, jamen så er du terapeut eller behandler. Sludder og vrøvl.


Jeg kan 100 procent godt forstå, at der bliver peget fingre ad denne gruppe, som jeg som sagt selv tilhører.


For mens der helt sikkert er brodne kar blandt psykologer og psykoterapeuter, så tror jeg personligt, at de fleste brodne kar findes i det her segment.


Men når man kan møde psykologer og uddannede terapeuter, der ikke ved hvad gaslighting er, som helt seriøst foreslår fjernhealing og at man går i parterapi med en narcissist, og når dem, der rent faktisk har styr på begreberne og do’s and dont’s, har mange måneders ventetid, hvad skal man så gøre, når man er gået totalt i stykker indeni og føler at man er ved at miste forstanden?


Trække et tarotkort?


For det er jo det, der sker, når man ikke føler sig set og mødt i det etablerede behandlingssystem, eller når man skal vente i månedsvis på kvalificeret hjælp. Så søger folk alternativer. Så ender man der, hvor folk oplever, at de har fået mere ud af at være ved clairvoyant end ved psykolog, selvom det potentielt kan gøre langt mere skade end gavn.


For i det her segment er det virkelig nemt og ansvarsfrit at tage røven på folk, så det er der mange, der gør. Og det kaster så en skygge over dem, som rent faktisk er dygtige og reelt gør en positiv forskel både på den korte og den lange bane, selvom deres udgangspunkt er et andet end en psykologuddannelse.


Et alternativ

Når jeg har kastet mig ud i det her, så er det ikke fordi, jeg bilder mig (eller andre) ind, at jeg er bedre kvalificeret end psykologer og uddannede psykoterapeuter til at have samtaler med folk, der har haft narcissister/psykopater/gaslighting inde på livet.


At jeg har sat mig grundigt ind i gaslighting og narcissisme og har + 100 timers egenterapi i bagagen, at jeg er uhyre bevidst om hvad jeg kan og hvad jeg ikke kan hjælpe med, og hvornår jeg skal sende folk videre, gør mig selvsagt ikke bedre end, eller lige så kompetent som en random psykolog med generalistviden.


Det gør mig til et alternativ.


Et alternativ til psykologer og terapeuter, der ikke forstår gaslighting og som tror at narcissisme udelukkende er synonym med Donald Trump-typer, og som derfor møder deres klienter på en måde, der får dem til at have det endnu dårligere.


Et alternativ til at trække et tarotkort, et alternativ til at forblive i et giftigt forhold og et alternativ til at vente i måneder på at få tid hos en psykolog, som virkelig forstår dynamikken og som man måske/måske ikke har kemi med.


Jeg er det alternativ, jeg selv savnede, da jeg var gået i stykker og var desperat efter at få kvalificeret hjælp fra en, der forstod hvad det handlede om og ikke blot så alt som projektion.


Selvransagelse

Hvis man som kronikørerne er af den opfattelse, at det kun er psykologer, der for alvor er i stand til at hjælpe andre mennesker med deres mentale helbred, må det alt andet lige anspore til selvransagelse, hvorfor mange mennesker så føler sig bedre hjulpet af psykoterapeuter, pseudoterapeuter og coaches?


Bemærk at jeg ikke siger, de nødvendigvis er bedre hjulpet, men at de føler sig bedre hjulpet.


Jeg anerkender, at det faglige grundlag er supervigtigt for at hjælpe andre med deres mentale helbred, men jeg anerkender ikke, at fem års universitetsuddannelse i psykologi er den eneste vej, eller at det er det eneste parameter, der er vigtigt.


Jeg anerkender som sagt også, at der er alt for meget inkompetence og plattenslageri i det segment jeg selv tilhører, og jeg ville ønske, jeg havde et godt bud på, hvordan man kommer det til livs, for jeg synes også, det er et problem.


Læs også: Loven om Tiltrækning: Spirituel manipulation eller åndelig udvikling


Faktum er, at så længe folk skal vente ”for evigt” på at de kan bruge deres henvisning fra lægen pga. absurde ventetider, og så længe folk oplever, at selv psykologer ikke kan gennemskue eller ved tilstrækkeligt om den eller de problematikker man kommer med, så længe vil folk blive ved med at søge mere eller mindre gode alternativer.


Hvad kan man gøre?

Måske kunne man i første omgang se på, hvad der skal til for at gøre psykoterapeut til en beskyttet titel og så tage action på det. Måske kunne lægerne så få mulighed for også at henvise til psykoterapeuter, så folk selv kan vælge, og så folk ikke skal vente i månedsvis på at få anerkendt kvalificeret hjælp.


Man kunne også prøve at retænke såvel psykologuddannelsen og psykoterapeutuddannelserne og forsøge at bygge bro i stedet for at føre krig om hvem der er bedst egnet til at hjælpe.


Jeg kan godt forstå, at man skal have et skarpt hoved for at læse psykologi, men jeg kan ikke forstå, at det primært måles i, hvor god man har været til at score 12-taller i gymnasiet.


Kunne det tænkes, at man kunne få mere diversitet i psykologpraksisserne ved at ændre optagelseskriterierne, så klienterne kunne få noget andet og mere at spejle sig i end folk, der vurderes fagligt kvalificerede, alene fordi de har været dygtige i skolen? For det tror jeg også er en af årsagerne til, at mange søger alternativerne.


Det er muligt, at det ville efterlade mig arbejdsløs, og det er jo lige præcis pointen.


Folk søger derhen, hvor de føler sig mest set og bedst hjulpet i forhold til hvad pengepungen rækker til, og hvis ikke jeg har noget kundegrundlag, må jeg lukke forretningen. Så simpelt er det.


Indtil da mener jeg stadig, jeg er et bedre alternativ til tarotkort og til psykologer, der foreslår fjernhealing og ikke forstår sig på gaslighting. Det er derfor, jeg gør hvad jeg gør. Om det gør mig til en del af problemet eller en del af løsningen må være op til den enkelte at vurdere.


Og skulle der sidde en psykolog (og en onkolog?), der mener, at jeg er en fusker, der leger med folks mentale helbred, fordi jeg ikke er uddannet psykolog, so be it.

bottom of page