top of page

Loven om tiltrækning: Spirituel manipulation eller åndelig udvikling




Loven om Tiltrækning er hot i selvudviklingsindustrien, og det er let at forstå, fordi den kan virke ekstremt forførende, da den lægger op til, at du har ultimativ kontrol over dit eget liv. Tilhængere love bomber dig med "positive vibes" og med at du kan manifestere lige hvad du drømmer om. Men som det er med love bombing, så er der også en bagside. Den får du her.


Kender du de der dage, hvor solen bare skinner, og du når alt det, du har sat dig for.


Din veninde, som du ikke har talt med i evigheder, ringer lige som du kom til at tænke på hende.


Du finder 500 kr. på gaden og en ledig parkeringsplads i centrum af byen, der ellers er proppet med biler.


Den du havde opgivet at komme på date med skriver pludselig og spørger, om I skal drikke et glas vin senere.


Hovedpinen, du døjede med i går, er pist væk. Det hele kører for dig, alle smiler til dig og du kan mærke energien sitre i hver en fiber af din krop.


Tilfældigt? Ikke hvis du spørger tilhængerne af Law of Attraction, eller Loven om Tiltrækning, som den kaldes på dansk.



Love Bombing

Loven om Tiltrækning siger, at alt i universet er energi, der vibrerer på forskellige frekvenser. Også vores tanker og følelser. Det du tænker og føler vil således tiltrække det, der vibrerer på samme frekvens.


Vi er som magneter, og lige tiltrækker lige, må vi forstå, hvilket faktisk godt kan være lidt svært at forstå, fordi en magnets sydpol tiltrækkes af en anden magnets nordpol.


Men ser vi bort fra det, er der så noget at sige til, at mange bliver forført af Loven om Tiltrækning?


Tænk at du alene ved at tilpasse dine tanker og følelser til den rigtige vibration, kan manifestere alt hvad du drømmer om, uanset om det så er penge, en sød kæreste eller en ny vibrator.


Loven om Tiltrækning synes i den grad at sætte dig i førersædet. Du har kontrollen over dit liv.


Du er et guddommeligt væsen, der kan sende dine ønsker ud i universet, og så leverer universet før eller siden. Det her er vejen til at forløse dit fulde potentiale. Du kan få lige hvad du vil, blive lige hvad du vil.


Omvendt kan du også tiltrække gæld, børneorm eller en voldelig partner, hvis dine tanker og følelser er negative og dermed vibrerer på en lav frekvens, eller hvis du kommer til at fokusere på det, du ikke vil have, i stedet for det du gerne vil have, men det lader vi lige ligge et øjeblik.



Pseudovidenskab

Inden vi dykker ned i, hvad problemet med Loven om tiltrækning er, så lad mig slå fast, at der ikke nødvendigvis er noget galt i at tænke positivt, meditere, visualisere sine drømme eller stå foran spejlet og sige pæne ting til sig selv.


Tvært imod er der masser af forskning, der peger på, at et positivt mindset forbedrer livskvaliteten og levealderen signifikant.


Inden for sportens verden er mentaltræning og visualisering også hyppigt brugt til at forbedre præstationerne. Det er ren psykologi.


Men Loven om Tiltrækning tager det lige 17 skridt længere og tilføjer et element af spiritualitet og argumenterer for lovens gyldighed ved at blande kvantefysik og Einstein-citater ind i det.


Problemet er bare, at mens kvantefysik beror på videnskab, så beror Loven om Tiltrækning på pseudovidenskab.


Pseudovidenskab er teorier, udgivelser eller forskningsresultater, der udgiver sig for at være videnskab, men ikke opfylder de kriterier, der stilles af den almene naturvidenskab for teorier og hypoteser.


Ved at bruge ord som ”lov” og ”kvantefysik”, kommer Loven om Tiltrækning til at fremstå videnskabelig og som om den bygger på en præmis, der ikke kan diskuteres.


Den bliver sidestillet med Archimedes Lov og Relativitetsteorien, hvilket er så hovedrystende forkert, at ikke en eneste kvantefysiker fra DTU, Niels Bohr Instituttet eller Institut for Fysik og Astronomi på Aarhus Universitet, som jeg har kontaktet i forbindelse med dette indlægs tilblivelse, orkede at kommentere på det. Det eneste, jeg kunne vride ud af en gut fra DTU var "at der i fysikkredse er en opfattelse af, at det spirituelle og kvantefysikken ikke har samme oprindelse."


Naturligvis findes der enkelte videnskabsfolk, der bakker op om Loven om Tiltrækning. På den anden side findes der også læger, som mener at den engelske dronning Elizabeth døde (96 år gammel) som følge af covid-vaccine.



Løgn

Så er der det med Einstein-citaterne, der florerer vidt og bredt i Loven om Tiltrækning.


Fx skulle Einstein have sagt:

”Everything is energy and that’s all there is to it. Match the frequency of the reality you want and you cannot help but get that reality. It can be no other way. This is not philosophy. This is physics.”

Men graver vi lidt i det, finder vi ud af, at citatet dukker op for første gang i april 2000 – altså 45 år efter Einsteins død – på en hjemmeside lavet af en gut, der kalder sig Darryl Anka, som også bekender sig til pseudovidenskab. Denne Anka hævder at han siden 1983, har været talerør for en ”højere åndelig bevidsthed”, der hedder Bashar, som angiveligt skulle leve i et parallelunivers.



Og det er langt fra det eneste opdigtede Einstein-citat, der florerer i Loven om Tiltrækning.



Frekvenser og vibrationer

Ideen om at lavfrekvent vibration er forbundet med negative tanker og dårlige ting, mens højfrekvent vibration er forbundet med positive tanker og gode ting, lyder måske meget fornuftigt, men det er det ikke.


Fx er AM-radiobølger lavfrekvente og harmløse, mens røntgenstråler og radioaktiv stråling er højfrekvente. Så hvis vi følger ”logikken” i Loven om Tiltrækning må der have været virkelig mange, der vibrerede på den eftertragtede høje frekvens da Tjernobyl-katastrofen indtræf.

Lige tiltrækker jo lige.


Noget andet er, at videnskaben ikke er i stand til at måle hvilke tanker, der er "gode" og hvilke tanker, der er "dårlige".


Men at vi ikke kan se, høre, veje eller måle disse tankevibrationer er intet bevis på, at de ikke eksisterer, vil nogen nok indskyde.


Korrekt, men at sige at noget er sandt, fordi du ikke kan modbevise det, er netop et kendetegn for pseudovidenskab.


Det er i øvrigt også meget nemmere at bevise at noget eksisterer, end at bevise at noget ikke eksisterer.

Tankeeksperiment Hvis vi fx forestiller os at vi – helt hypotetisk - skal bevise eller modbevise at der findes grønne menneskeædende væsner, så skal vi bare finde ét objektivt bevis på, at der findes grønne menneskeædende væsner, og gør vi det, så har vi bevist, at sådanne skabninger eksisterer. På den anden side kan vi gennemsøge hele jordkloden uden at finde spor af grønne menneskeædende væsner, men vi vil stadig ikke have bevist, at de ikke eksisterer. De kunne jo have gemt sig et sted. Så at sige at tanker vibrerer, og at det må være sandt, fordi ingen kan bevise det modsatte, er som at påstå, at der er en koloni af grønne menneskeædende væsner derude et sted, men at du bare ikke er oplyst nok til at finde dem.


Vi ser det, vi ønsker at se

Ikke desto mindre er der mennesker, der påstår, at de har stor succes med Loven om Tiltrækning. Hvordan kan det så være, hvis svaret ikke er vibration?


E bud kan være, at de er rigtig gode til salg og markedsføring.


Et andet bud er bekræftelsesbias.


Bekræftelsesbias betyder, at vi er stærkt dragede af at lede efter informationer, der bekræfter de synspunkter, vi allerede har.


Vi ser det, vi leder efter og ignorerer informationer, der modarbejder vores konklusioner.


Så når veninden ringer, bedst som vi tænkte på hende, så kan vi bilde os selv ind, at vi manifesterede det, fordi vi undlader at huske på alle de gange hun ringede, da vi ikke tænkte på hende, og alle de gange vi tænkte på hende, og hun ikke ringede.



Millionforretning

Loven om Tiltrækning er ekstremt populær blandt New Age-spirituelle og konceptet har vundet indpas i de bredere selvudviklingskredse med bøger som ”Think and Grow Rich” af Napoleon Hill, ”The Law of Attraction” af Esther Hicks og ”The Secret” af Rhonda Byrne der har solgt mange millioner eksemplarer.


”The Secret” er i øvrigt også lavet som dokumentarfilm, og har indtjent over 65 mio. dollars.


I 2020 udkom desuden spillefilmen ”The Secret: Dare to Dream” som er tilgængelig på Netflix.

Det er en meget sød film. Faktisk så sød, at det er lige før, der flyder sirup ud af skærmen, og i hvert fald flyder det også her med de føromtalte citater, som Einstein aldrig har sagt.


Dertil har stjerner som Oprah Winfrey og Jim Carrey lovprist metoden, og i bøgerne hævdes det at store personligheder som Beethoven, Shakespeare, Newton, Einstein og Churchill brugte metoden med succes.

Der kan man bare se.



Arrogance på højt plan

Dykker vi lidt ned i disse ”bibler” lærer vi blandt andet at:


“It’s not the circumstances of your life that are preventing you from being happy; it’s the excuses you’re making not to be happy! Like attracts like, happiness attracts happiness, so just drop the excuses — drop every one of them — and be happy now!” - Rhonda Byrne, The Secret

Har du en depression? Det er din egen skyld. Du tænker simpelthen ikke nok på at være glad. Drop undskyldningerne og tag dig sammen.



“If you see people who are overweight, do not observe them…If you think or talk about diseases, you will become sick. What you think or surround yourself with — good or bad, is what you will bring upon yourself.” - Rhonda Byrne, The Secret

Du skal for guds skyld ikke være sammen med overvægtige eller så meget som se på dem, for så tænker du fede tanker, og så ved vi jo godt, hvad der sker.


Har du fået en hjernetumor? Mon ikke du har talt lidt rigeligt om sygdom?


Er du læge eller sygeplejerske? Så skal jeg lige love for, at du leger med ilden. Til gengæld betyder dine medicinske kompetencer ingenting, da du kan helbrede dig selv ved tankens kraft, hvis bare du finder den rigtige frekvens at vibrere på.


I filmen ”The Secret” hævdede Cathy Godman i øvrigt, at hun kurerede sig selv for brystkræft.

Ironisk nok døde hun i 2014. Af brystkræft.


”The assulter and the assaulted are co-creators of the event...” “…Even if someone comes up and puts a gun to you and kills you. You have been a vibrational match.” — Abraham Hicks, The Law of Attraction.

(Her skal det lige indskydes, at Abraham Hicks ikke er en rigtig person, men en form for åndelig bevidsthed, der taler igennem Esther Hicks.)


Okay, så ingen forbrydere skal nogensinde stilles til ansvar, fordi forbrydelsen jo kun er sket på grund af offerets matchende vibration.


Bliver du banket af din partner? Så er du faktisk selv skyld i det.


Et barn der er født i Darfur og dør af sult som 5-årig har også et ansvar for sin skæbne.


Og jøderne, der blev sendt i koncentrationslejre og gasset ihjel, var på en måde også selv ude om det. De kunne jo bare have været lidt bedre til at tænke positivt.


For som Ronda Byrne siger:


“The only reason why people do not have what they want is because they are thinking more about what they don’t want than what they want. The law is absolute and there are no mistakes. Like all the laws of nature, there is utter perfection in this law.”

Manipulation

Ethvert rationelt tænkende menneske kan se det horrible i denne tankegang. Men for dem, der prædiker Loven om Tiltrækning og lover dig, at de kan lære dig at vibrere på den høje frekvens og tiltrække alt hvad du drømmer om, hvis bare du lige køber deres Masterclass, er denne logik perfekt.


For når det hele kører for dig, så er det nemt for dem at overbevise dig om, at Loven om Tiltrækning virker, men når du så ikke har held med at tune ind på de ”rigtige frekvenser”, så er det ene og alene din skyld. Universet og den Masterclass de sælger dig tager nemlig aldrig fejl.


Så er det fordi du er i offerrolle eller fordi du har blokeringer, eller fordi du manifesterede det, du ikke ville have, i stedet for det du gerne ville have.


På den måde kan du begynde at gå og have paranoia og slå dig selv oven i hovedet hver gang du tænker en negativ tanke, så du får det endnu dårligere.


Men hey, så kan du altid lige opgradere til en VIP masterclass, hvor du kan få endnu flere værktøjer til at slippe dine blokeringer og lære at vibrere på den helt rigtige frekvens.


Det er manipulation i højeste potens, og det er en kultagtig tankegang.


Jeg siger ikke at alle, der sværger til Loven om Tiltrækning bevidst er ude på at manipulere eller lokke penge ud af dig. Jeg tror oprigtigt, at mange mener det godt.


Jeg siger bare, at ligegyldigt hvor hårdt tilhængere postulerer, at Loven om Tiltrækning ikke siger noget om, at man skal føle skyld, hvis man "vibrerer på en lav frekvens", så er hele idéen om skyld en fundamental præmis i denne her "lov."


For på den måde er det dig og ikke Loven om Tiltrækning, den er gal med, når det ikke virker eller når du stiller kritiske spørgsmål. Supersmart.


Svindel og bedrag

I det lys er det heller ikke så underligt at mange multi-level marketing firmaer er bygget på Loven om Tiltrækning.


Prøv fx at google Bob Proctor, som var en af de gennemgående figurer i filmen ”The Secret”, så finder du hurtigt ud af at han ”manifesterede” sin rigdom ved at bruge denne lyssky forretningsmetode, og at hans firma Vemma blev lukket af myndighederne for at være en pyramide business.


Også Ben Fordham, der i filmen fortæller, hvordan han ved tankens kraft manifesterede at regningerne i postkassen på forunderlig vis blev til checks, er dømt for økonomisk svindel i Australien.


Og så er der selvhjælpsguruen James Arthur Ray, der ligeledes optræder i ”The Secret”, som søreme heller ikke har gjort sig så heldigt bemærket.


Ray stod for et fem-dages retreat, hvor 60 mennesker sad i en svedhytte i to timer som kulmination på et ”Warrior Retreat”, der kostede $10.000 at deltage i. To mennesker døde i svedhytten, og Ray blev dømt seks års fængsel for uagtsomt manddrab.

Udnyttelse

For sårbare mennesker, der er desperate efter at finde løsningen på deres problemer, komme ud af gæld, depression, sygdom eller et voldeligt forhold, er det nemt at blive suget ind i Loven om Tiltrækning, fordi den serverer en nem løsning på alle deres problemer på et sølvfad.


Og når man er sårbar, kan det være svært at tænke kritisk og spotte de røde flag, fordi det lyder plausibelt og fantastisk at hvis du tænker positivt, så tiltrækker du også noget positivt.


Det er en genial manipulationsteknik at servere en lille bid af sandheden for så derefter at køre på med mere ekstreme påstande som værende sandhed, fordi det på den måde bliver sværere at skelne hvad der er sandhed og hvad der er løgn.


Andre perspektiver

Det er nemt at falde for Loven om Tiltræknings overoptimistiske og naive billede af realiteterne og det er nemt at bruge spiritualitet og pseudovidenskab til at undgå hårde realiteter om verden.


Inden jeg researchede på emnet, var jeg selv fascineret af Loven om Tiltrækning, fordi jeg sagtens kan se idéen i, at der kan komme noget positivt ud af at tænke positivt.


Desuden er jeg også stor fortaler for, at man tager ansvar for sit eget liv og spørger sig selv, hvilken andel, man selv har i at ens livsomstændigheder er, som de er.


Jeg anerkender også, at der sikkert er mere mellem himmel og jord, og at der er ting, som videnskaben ikke kan forklare.


Der hvor filmen knækker for mig er:


Når tro bliver udlagt som videnskab.

Videnskaben er ikke i stand til at forklare alt, og enhver har ret til at tro.


Det er blot vigtigt at huske på, at tro er at tro, at tro er ikke at vide.


At man kalder noget en lov, gør det ikke automatisk til en universel sandhed, uanset hvor meget pseudovidenskab man henviser til.


Postulatet om, at du kan manifestere alt hvad du drømmer om.

Loven om Tiltrækning tager slet ikke højde for talent, traumer, sygdomme, handicap eller sociale, økonomiske og strukturelle uligheder i samfundet.


Eller jo, den siger, at man selv har tiltrukket disse ting.


Nogen, blandt andet Esther Hicks, går endda så langt, som til at sige, at vi selv har valgt at blive født i det liv og i den krop, vi er født i.


Jeg vil vove den påstand, at du ikke altid kan hvad du vil.


Fx drømte jeg engang om at kunne synge og ramme alle oktaver lige så klokkerent som Mariah Carey, men jeg kan ikke engang ramme tonerne til Mester Jakob, selvom jeg har gået til kor og jævnligt bruger hårbørsten som mikrofon.


Det har, mener jeg, ikke noget med Loven om Tiltrækning (eller janteloven) at gøre. Det har noget at gøre med, at jeg bare ikke har samme sangtalent som Mariah Carey.


I øvrigt kan du heller ikke ændre en narcissist eller en psykopat uanset hvor positivt, du tænker eller hvor hårdt du manifesterer, for hvis man kunne, så havde jeg gjort det.



At lige tiltrækker lige.

Jeg undrer mig over, hvorfor vi så ikke allesammen går rundt og er homoseksuelle?


At positive ting sker for positive mennesker, kan sagtens være sandt, men der sker også grumme ting for positive mennesker.


Den massive victimblaming

At du har ansvaret for dit eget liv, er der ingen tvivl om. Det er bare ikke det samme som at alt hvad der sker for dig i dit liv, er din skyld eller under din kontrol.


Uanset hvor dårlig du end måtte være til at sætte grænser, så er det i mine øjne hverken okay eller en gyldig grund til, at nogen mennesker udnytter din manglende grænsesætning, hvilket Loven om Tiltrækning i den grad lægger op til ved at sige, at man er co-creator.


Det er rigtigt, at der altid er (mindst) to sider af en sag, men det gør ikke nødvendigvis begge sider af sagen lige valide, og det betyder heller ikke, at I nødvendigvis er lige gode om det.


Specielt ikke når man har med narcissister eller psykopater at gøre.


Uanset hvad, har der altid været - og vil der altid være folk, der lukrerer på at udnytte andre mennesker, og derfor er det selvsagt vigtigt at lære at sætte grænser på en ordentlig måde, hvis man ikke mestrer det allerede.



Man kan godt være positiv og kritisk tænkende

Der er som tidligere nævnt ikke nødvendigvis noget galt ved at tænke positivt, sætte sig mål og visualisere sine drømme eller lave vision boards.


Der er heller ikke noget galt med at praktisere meditation, mindfullness, skrive taknemmelighedsdagbog eller at sige pæne ting til sig selv.


Man skal bare ikke gøre det på baggrund af en industri, der gør brug af enorme mængder manipulation, victimblaming og pseudovidenskab for at generere millioner til sig selv.


Når jeg skriver, at der ikke nødvendigvis er noget galt i at tænke positivt, er det fordi det i bogstaveligste forstand kan være skadeligt at tro, at man kan ændre et dysfunktionelt forhold alene ved at tænke positivt.


Det virker som om, at alt hvad der har med kritisk tænkning at gøre bliver betragtet som negativt i Loven om Tiltrækning, og med ovenstående in mente forstår jeg godt hvorfor.


Men Herre Gud (eller siger vi Herre - eller Fru - Univers nu?,) hvad er det værste, der kan ske ved at sende manifestationer ud i galaksen? Det værste er, at det ikke virker, og så er det vel heller ikke værre. Og i øvrigt er den enkelte jo selv ansvarlig for at træffe et valg om, hvorvidt man vil skyde penge i at blive bedre til at "vibrere" og manifestere.

Det er rigtigt. Og på den måde slipper manipulatorer for ansvar, for du kunne jo bare have valgt at lade være med at hoppe på det. Det var dit eget valg. Det må du tage ansvar for, mens manipulatorerne manipulerer videre.


Og sådan er der så meget.






bottom of page