top of page

Når det utrygge føles trygt




Måske tiltrækkes du af mennesker, der er følelsesmæssigt utilgængelige, fordi der inderst inde er en del af dig, der også er følelsesmæssigt utilgængelig?


Når du går efter en person, der er følelsesmæssigt utilgængelig, prøver du sandsynligvis at bøje dig selv i alle mulige og umulige retninger for at tilpasse dig.


Det gør du, fordi du håber på, at du ved at ændre dig og tilpasse dig, vil gøre dig fortjent til den kærlighed, du drømmer om og længes efter.


Frygten for intimitet

De fleste mennesker, der ændrer sig selv for at få kærlighed, har på den ene side en dyb længsel efter intimitet, og samtidig en dyb frygt for selvsamme.


De er bange for at blive set, som den de virkelig er, fordi de frygter, at hvis de viser deres autentiske jeg, vil de blive forladt eller afvist af den anden.


Men for at opnå ægte intimitet, er vi nødt til at vise os autentisk.


For når du frygter at blive forladt, hvis du viser, hvem du virkelig er, så lukker du selv muligheden for at ægte intimitet kan opstå.


At vise sig selv autentisk er ikke det samme som at man grænseløst skal dele de mest private og intime detaljer om sig selv fem minutter inde i første date. Det er ikke det, der skaber intimitet.


Ægte intimitet kræver nemlig, at du ikke fornægter dine behov og dine grænser.

Ægte intimitet kræver, at du ikke slår knuder på dig selv for at tilpasse dig.


Så når du forsøger at være en anden, end den du er, så prøver du, uanset hvor gode dine intentioner er, faktisk også at få den anden til at falde for en falsk version af dig.


Det utrygge bliver trygt

Når du bliver ved med at gå efter følelsesmæssigt utilgængelige partnere, sker det, fordi du som barn lærte, at du var nødt til at rette ind og være på en bestemt måde for at få dine forældres kærlighed og anerkendelse.


Dit nervesystem er således trænet i at jagte kærligheden ved at fornægte dit sande jeg og i stedet prøve at være den, du tror den anden gerne vil have, du skal være. For da du var barn, var det hvad du lærte at gøre for at få det, du havde brug for.


Så der er en god grund til, at du går efter følelsesmæssigt utilgængelige partnere, uagtet at du med dit voksne rationelle jeg måske godt kan se, at det spænder ben for dit kærlighedsliv.


Hvis du møder nogen, der er følelsesmæssigt tilgængelige, vil du højst sandsynligt slet ikke blive tiltrukket af dem, fordi en del af dig higer efter selve jagten på kærlighed og anerkendelse.


For den kærlighed og anerkendelse, der kommer af sig selv, føles slet ikke som kærlighed for dig.


Det øjeblik du stopper med at jage, vil du stå ansigt til ansigt med hvordan du virkelig har det med dig selv, og det kan føles enormt skræmmende og farligt at se i øjnene.


For hvis du var følelsesmæssigt tilgængelig, så ville du slet ikke have behov for at gå efter en, der ikke er det.


Vejen til ægte intimitet

Ægte intimitet handler om åbenhed og sårbarhed og er bygget på tillid gennem ærlig, åben og tydelig kommunikation.


Og først og fremmest kræver ægte intimitet, at du er i stand til at acceptere dig selv, som du er, for når du accepterer dig selv, som du er, så tør du også lade andre se dig, som du er, og lige dér – hvor vi tør vise os som vi er med alt hvad vi er – dér findes den ægte intimitet.


Det kan selvsagt være svært, hvis man har en grundlæggende overbevisning om, at man ikke er god nok eller værd at elske, når man viser andre, hvem man inderst inde er.


Og hvis der er noget, der giver mig lyst til at dele lammere ud, så er det, når jeg hører folk sige, at ”det bare handler om at acceptere sig selv.” For det er ikke ”bare” noget, der er gjort med at sige:


”Så, nu gider jeg ikke have dén overbevisning mere, lad mig prøve noget nyt.”


For selvom man med sit intellekt godt ved, at overbevisningen ikke længere tjener en, så kan det føles som liv eller død, når man skal give slip på så grundlæggende en beskyttelse, som overbevisningen er.


Det kræver afsindigt mod, stor ærlighed og irriterende meget tålmodighed at kigge indad og tage livtag med den skam, der får os til at føle os forkerte.


Til gengæld er gevinsten tilsvarende stor, når vi øver os og arbejder på at hele de sår, der er årsagen til at overbevisningen overhovedet opstod i første omgang.



bottom of page